Klokken er halv fem.
Står i Netto med en indkøbsvogn fyldt til bristepunktet.
Det har været en lorte uge på arbejdet, skænderi med kæresten i morges, og jeg orker bare slet ikke at bage boller og lave lagkage til familie fødselsdagen imorgen.
Køen er mega lang og der bliver ved med at være problemer med kasseapparatet, nok på grund af det skinnende badge, som den oversminkede 16 årige "kassedame" har siddende på sit tøj, hvor der står "ny job".
Endelig min tur.
En møg irriterende unge skriger bagved et sted, og jeg vender blikket.
Jeg får øje på en lille rødhåret skolepige, der står lige bagved mig, med sin farverige skoletaske og sin gule Netto kurv, hvori der ligger én karton skummetmælk.
Én karton skummetmælk.
Jeg begynder at ligge mine varer op på båndet.
Én karton skummetmælk.
Jeg skal have alle lagkagebundende, fløden, melet, æggene, pynten, flagene, dugene, servietterne, smørret, syltetøjet, kakaomælken til ungerne, øllene til de voksne.......
Åhhh, har jeg nu husket det hele?!
Åhhh, har jeg nu husket det hele?!
Én karton skummetmælk.
Jeg ligger blomsterne, kaffen, kaffefiltrene, pålægschokoladen, osten, frugten, nødderne, grøntsagerne, mælken, gæren, salten, sukkeret, sødetabletterne, sterinlysene, pastaen, tomatsovsen, det hakkede oksekød, parmesanosten, mozarellaen, hvidløgene, toiletpapiret, bodylotionen, tandpastaen, køkkenrullerne, yoghurten og müslien op på båndet.
Fuck! Hvordan får jeg alt det her slæbt hjem på cyklen?!
Én karton skummetmælk.
Jeg håber I kan fornemme, at den ovenstående beskrivelse, egoisten i netto, er ment som en parodi, på en ganske almindelig hverdags situation.
Jeg er på ingen måde ude på, hverken at fornærme eller dømme nogen mennesker, men jeg synes at egoisten i netto, er et ganske repressentativt billede, af en tankegang, som jeg desværre møder oftere og oftere, og som jeg slet ikke kan relaterer til.
Hvad ville det have kostet dig, at give den lille pige, som også har ventet længe i køen, lov til at komme foran dig, for at købe hendes ene karton skummetmælk?
I min verden intet.
Og tankegangen som driver egoisten i netto, (mit liv, mine problemer, mine planer, MIG først, mig, mig, mig), gavner jo heller ikke dig, for hvis dit medmenneske havde set dig kæmpe med alle dine poser på din cykel, og havde hjulpet dig, ville det kun have gjort dig gladere, og have lettet din byrde. Ikke sandt?
Såsom at lade den lille pige komme foran dig i køen, fordi hun kun havde én karton skummetmælk. Og du vil så ovenikøbet have fortjent stoltheden af, at have gjort en god gerning for et andet menneske.
Men det er jo præcis det der er problemet.
Vi ser kun delvist hinanden.
Lidt ligesom en pirat, der jo har klap for det ene øje.
Vi hverken ser, viser hensyn til, eller anerkender hinanden længere.
Vi har en klap for øjet.
Den individualisme og uafhængighed, som vi er så stolte af herhjemme, kunne den være i færd med at forvandle os til nogen selvoptaget...... tja...... pirater?
Og det gælder OVER DET HELE.
Om det så er ved elevatoren på nørreport, ved metroen på frederiksberg, for den unge mor med en barnevogn.
For ikke at tale om de gangbesværet, folk i bussen og eller i toget, eller den tarvelige far, der skipper køkulturen, og går direkte ind i bussen med sin klapvogn, selvom der faktisk stod 2 andre barnevogne, som vel at mærke var der før ham.
Således gælder det også udenfor den offentlige transport.
På de københavnske cykelstier har man så travlt med SELV at nå frem, at man hverken viser hensyn til små "nycyklere", cykelanhængere eller christianiacykler eller for den sags skyld, ældre/andre mennesker der bare cykler langsommere end en selv.
Det hele går selvfølgelig begge veje.
Christianiacyklisterne skal huske, at de generelt kører lidt langsommere og at cyklen fylder mere.
Det gælder også for cykelanhængeren, såvel som "nycykleren", som skal lære at give plads, og huske at holde sig til højre.
Hvis vi allesammen tænkte bare lidt mere på vores medmennesker og gav plads til hinanden, ville det hele glide meget nemmere, og ovenikøbet højst sandsynligt være meget sjovere.
Vi har så travlt med at danne kategorier.
Nydanskere, tykke mennesker, afrikanere, hjemløse, muslimer, arbejdsløse, polakker, kontanthjælpemodtagere, arabere, dansk folkeparti tilhængere...
Jeg kunne blive ved, listen er uendelig.
Et eller andet sted ser vi hinanden, men alligevel anerkender vi ikke helt vores medmennesker.
Den lille pige i netto, står jo stadig i netto med hendes ene karton skummetmælk.
Hvad hvis vi kiggede på muligheder istedet for forskelligheder?
Hvad hvis vi ledte efter muligheder, for at være til gavn for et andet menneske, istedet for at anse det andet menneske, som en genstand man skal gå udenom, eller som skal "ryddes af vejen"?
Du kommer hurtigere hjem fra netto med alle dine poser, hvis et andet menneske har set dig, anerkendt dig, og har taget sig tiden til at hjælpe dig.
Du har så oveni købet fået en positiv oplevelse ud af det, midt i en lorte uge.
At være tolerant er også at kunne vise hensyn til, og accepterer andre mennesker, hvis holdninger/præmisser, man ikke nødvendigvis er enige i.
Vi skal alle sammen være her, og hvis vi lærer at tænke lidt på vores medmennesker og accepterer forskelligheder, bliver det hele bare lidt nemmere og sjovere for alle.
Miss Bull is signing out.
Kom ind i kampen folkens :)
Lad os hjælpe hinanden.
Lad os hjælpe hinanden.
Peace, love and harmony.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar